Skaber vi virksomheder, der både styrker mennesker og skaber værdi for verden?
Der sker i disse år en stille forandring i mange organisationer. Ikke som et kollaps eller en pludselig krise, men som et tegn på, at noget i vores måde at arbejde på langsomt dræner den kreativitet og energi, vi ellers er afhængige af for at kunne forny os.
Det er en udvikling, der sjældent ses tydeligt i de klassiske nøgletal med det samme. Men den kan mærkes længe før: i møderne, i beslutningerne og i den stigende følelse af, at det bliver sværere at tænke nyt, udfordre vaner og skabe reelt rum for innovation. Og netop derfor er den strategisk alvorlig. For når kreativiteten først begynder at forsvinde, følger innovationskraften efter, og dermed på sigt også evnen til at forestille sig nye måder at skabe værdi på i en verden, der forandrer sig hurtigere, end vores vaner gør.
I mit arbejde møder jeg ofte organisationer, der står i netop dette spænd: Et oprigtigt ønske om at skabe mere ansvarlige og fremtidssikrede virksomheder, men samtidig en intern virkelighed præget af acceleration og strukturer, der utilsigtet slider på de mennesker, der skal bære forandringen. Det skaber et paradoks, hvor ambitionen er høj, men systemet ikke understøtter den.
Og det er her, en vigtig erkendelse begynder at træde frem: Vi kan ikke adskille den måde, vi skaber forretning på, fra den måde, vi organiserer, leder og arbejder på.
Alligevel er det præcis den adskillelse, mange virksomheder stadig opererer med. På den ene side arbejder man med bæredygtighed, ESG og ansvarlige forretningsmodeller. På den anden side lever stadig mange organisationer med siloer, tidspres og mistrivsel som et grundvilkår. Som om det indre og det ydre er to forskellige systemer. Men de er ikke adskilte. De er dybt forbundne – og i praksis det samme system.
Ifølge forfatter Jeremy Lent og sociolog og filosofisk teoretiker, Hartmut Rosa udspringer mange af vores nuværende udfordringer af en grundlæggende forestilling om adskillelse: mellem menneske og natur, mellem organisation og omverden, mellem kultur og forretning. Det har været en effektiv logik i en industriel tidsalder, hvor organisationen blev forstået som en maskine, der kunne optimeres, styres og skaleres.
Men den logik bryder sammen, når vi arbejder med levende systemer.
For organisationer er i praksis ikke maskiner. De er levende systemer. Og levende systemer reagerer ikke kun på struktur og strategi, men på tilstand, relationer og energi. Det betyder, at det, der sker internt i organisationen, ikke er sekundært, det er fundamentet for alt det, organisationen kan skabe udadtil.
Når mennesker mister energi i deres arbejde, sker der noget, som sjældent fanges i de klassiske målinger: Initiativet falder. Nysgerrigheden bliver mindre. Evnen til at udfordre vanetænkning svækkes. Hverdagskreativiteten forsvinder Og dermed forsvinder gradvist det, der i sidste ende er selve katalysatoren for radikal innovation
Det er her, koblingen bliver tydelig: Det indre organisatoriske liv er ikke et HR-spørgsmål. Det er et innovations- og strategispørgsmål - et der bør være centralt for topledere, ejerledere og direktioner.
Derfor giver det heller ikke mening at arbejde med bæredygtighed som noget rent eksternt – som ESG, klimaaftryk eller ansvarlige produkter, uden samtidig at se på de interne systemer, der producerer det. For en organisation, der nedslider sine mennesker, kan ikke samtidig skabe langsigtet positiv impact i verden. Og omvendt vil en organisation, der ignorerer sit ydre ansvar, på sigt også underminere sit indre liv.
Det er ikke to spor. Det er et forbundet forhold.
Når vi begynder at arbejde med det perspektiv, bliver organisationen mere forstået som et økosystem end som en maskine. I et økosystem er det ikke konstant vækst, der skaber balance, men rytme, relationer og evnen til at skifte mellem intensitet og restitution.
Det perspektiv er allerede ved at finde vej ind i praksis. Hos Utzon Centeret i Aalborg har udviklingsdirektør Malene Abildgaard fokus på at arbejde med årstidernes logik, hvor perioder med høj intensitet balanceres med perioder med fordybelse og genopbygning. Det udfordrer en grundlæggende antagelse i moderne arbejdsliv: at konstant output er lig med høj performance. I praksis er det ofte det modsatte, der er tilfældet.
Her bliver lederens rolle afgørende. For ledelse er ikke neutral. Den er systempåvirkende. Den måde, der prioriteres på, reageres på pres på, og skabes rammer for mennesker på, bliver til selve det system, organisationen fungerer i.
Derfor bliver regenerativ ledelse også konkret i praksis. Det handler ikke om store idealer, men om daglige valg: Skaber du plads til det væsentlige? Opbygger du tillid frem for kontrol? Beskytter du energi – eller forbruger du den? Og gør du det muligt for mennesker at lykkes uden at brænde ud?
Det er her, regeneration ofte misforstås som noget “blødt” eller idealistisk. Men i virkeligheden er det en ret præcis beskrivelse af, hvad der skal til for at skabe organisationer, der både kan præstere og forny sig over tid. For hvis kreativitet og innovation langsomt forsvinder i organisationens indre, er det ikke bare en menneskelig omkostning. Det er en strategisk svækkelse af fremtidig evne til at håndtere store kriser, realisere et potentiale og være til i verden på som ansvarlig forretning.
Derfor er spørgsmålet måske ikke, om vi har brug for mere bæredygtighed. Men om vi har mod til at gentænke selve måden, vi organiserer liv og arbejde på. I sidste ende vender det tilbage til et enkelt, men krævende spørgsmål, som Roman Krznaric formulerer i bogen “The Good Ancestor: Er vi gode forfædre?
I en organisatorisk kontekst bliver det endnu mere konkret: Skaber vi virksomheder, der både styrker mennesker indefra og skaber værdi i verden udefra?
Hvis ikke, er udfordringen næppe ambitionen. Men den måde, vi stadig tænker organisation, ledelse og forretning på. Og netop derfor er fremtidens ledelse ikke først og fremmest et spørgsmål om optimering.
Det er et spørgsmål om liv.